Kære HB'er
Så er forårets kampe ved at være overstået, desværre endte det med nedrykning til vores 1.hold, så den i efteråret står på serie 2 fodbold. Det bliver spændende at følge dem, i deres forsøg på at vende tilbage til serie 1. Det ser ud til at der bliver flere interessante lokalopgør at se frem til. Så kom og støt vores hold i efteråret.
Det har ikke kun været skidt i foråret. Det blomstrer i ungdomsafdelingen, hvor vi har en masse glade drenge og pige spillere, der hver uge skaber glæde til træning og kamp. Det er dejligt at se dem udfolde deres talent, at følge deres udvikling og deres glæde ved legen og kammeratskabet. Når det er muligt for byens børn og unge at spille bold, skyldes det alle de frivillige trænere og ledere. Uden deres indsats og engagement kunne det ikke lade sig gøre at give børnene muligheden for at spille fodbold. Derfor skal der lyde en kæmpe tak til alle, som yder for byens fodbold klub.
Tak skal der også siges til de aktive forældre, som har fået gang i vores cafeteria igen. Det er utroligt dejligt og vigtigt med dette sociale samlingspunkt. Så husk at støtte cafeteriet og nyde den flotte have. Tak til vores frivillige gartner for det flotte arbejde
i haven.
Til alle forældrene: Husk vi kan bruge al den hjælp i kan give, specielt når sommerferien er slut og i har fået fyldt energi depoterne op. Byens sommerfest skal holdes i uge 32. HB's venner har brug for en masse hjælpere til at skabe en god sommerfest, så meld jer til en vagt i indgangen, i musikteltet eller hvor der nu er brug for jeres hjælp. Det er vigtigt for HB at sommerfesten bliver en succes.
Det sidste vi skal før vi kan holde sommerferie, er vores årlige fodboldskoler som jeg glæder mig til at være med til igen i år. Det er en dejlig uge, fyldt med sjov og fodbold og forhåbentlig er vejrguderne os venligere stemt end sidste år.
God sommerferie
Michael Ager
Formand
Humlebæk BK